Nye tiltag med Mille

af | mar 21, 2017 | Vores dyr | 0 Kommentarer

Alene-hjemme-udfordringer med Mille.

“Noget skal ske”….Mille på 1½ år kan ikke hitte ud af at være alene hjemme. Jeg har arbejdet hjemmefra siden vi fik hende, og jeg har afgjort ikke været dygtig nok til at lære hende at være sig selv.

Har modtaget masser af gode råd – og kender dem jo godt alle sammen…..Jo mere, jeg analyserer hendes opførsel – jo mere overbevist er jeg om, at det handler om separationsangst – OG understimulering 🙁 Hun HAR været helt renlig, men de sidste måneder har hun jævnligt både lavet stort og småt inde om natten.

Men nu klør vi på!

Har lavet et program med bla. kontakt-øvelser, og laver små seancer cirka én gang i timen. Udover aktivering, skal der ændres i vanerne. Sidste sommer gik vi i gang med at renovere en del af huset, og spisestuen er ikke færdig endnu. Det betyder blandt andet, at de møbler, der før stod dernede – de står i den anden stue, og hundene har “boet” i sofaen siden, da der ikke har været plads til hundesengene. I dag bliver der anskaffet nye hundesenge, og så går vi i gang med at flytte hundene tilbage til, hvor de hører hjemme.

I går (1. træningsdag) gik godt. Klicker og godbidder på plads i alt tøj – både til inden- og udendørs brug. Raslen med nøgler – som plejer at udløse ret meget stress. Tror at jeg tog jakke og fodtøj af og på 10 gange i løbet af dagen – og raslede rundt med nøglerne endnu flere gange.

Mille kan sagtens “Sit” på kommando. Men mest for at få en godbid. Og ikke ret længe af gangen. Det skal der ændres på. Da vi startede i går, rejste hun sig øjeblikkeligt, når jeg tog et lille skridt væk fra hende. Allerede i aftes kunne jeg gå tre skridt væk – stadig med øjenkontakt. Hun er lærenem nok, den lille Mille….

I dag bliver en udfordring, som jeg ikke er glad for – men så lad det være den sidste i noget tid…..Bilen skal have ny forrude i, så jeg kørte Peter på arbejde i morges. Hundene alene hjemme i små 40 minutter…..Kom hjem, og den store sæk med gnaver-strøelse var spredt ud på hele gulvet i spisestuen…..

Skal ud med bilen om snart, og det betyder, at de skal være alene hjemme i nogle timer. Hmm….I går smed jeg et par toiletruller fyldt op med leverpostej i fryseren. Gad vide, hvor længe de holder.

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kategorier i bloggen