Den 18. august var første mål at finde et sted med internet, så næste nats overnatning kunne blive planlagt. Vores lyst til at køre rundt i landet er nu opbrugt, og ønsketænkningen er, at vi kan finde et sted, der har plads til os de næste to dage. De sidste to dage hernede er der allerede booket overnatning til på Hotel Walmar.

På booking.com kunne de ikke lade sig gøre at finde plads på det samme hotel i to dage i træk. Men Hotel Walmar havde et enkelt værelse ledigt til kommende nat. Dét tog vi, og krydsede fingre for, at det ville falde i vores smag.

Vi ankom et par timer før end at vi egentlig kunne overtage værelset. Først kunne vi kun finde rengøringskonen, som ikke forstod hverken engelsk eller tysk. Men hun ringede efter Walmar som dukkede op efter kort tid, og som den første bulgarer vi har mødt, så brugte han Google translate, og talte hellere tysk end engelsk.

Ved at liste vores sidste fire dage op for ham:

From 18.-19. august – Sleep at Hotel Walmar

From 19.-20. august – don’t know where to sleep?

From 20.-21. august – Sleep at Hotel Walmar

From 21.-22. august – Sleep at Hotel Walmar

…fik vi ham til at forstå, at vi gerne ville have den sidste dag udfyldt også. Først kunne han ikke gøre noget, men pludselig havde han tryllet alligevel – og vi fik den skønneste taglejlighed

Walmer spurgte, om vi ville spise aftensmad på hotellet, og vi troede at han sagde, at restauranten var åben fra kl. 19…

To minutter i syv bankede det på døren. Det var rengøringskonen, der fortalte, at der var aftensmad!

Lidt undrende gik vi ned – og på bordet, som vi sad ved om eftermiddagen, var der serveret aftensmad til os.

Da vi var færdige med at spise, kom Walmar med en lille seddel. “Bulgarsk mussakka” stod der. På tysk forklarede han, at vi skulle Google retten, og hvis vi havde lyst til at smage det, så ville han lave det til os dagen efter.

Hotel Walmar er nok mere et vandrehjem end et egentligt hotel. Walmar var kun til stede ved morgenmaden og til aftensmaden. Morgenmaden fandt han selv på, aftensmaden fik gæsterne tilsyneladende lov at bestemme på skift.

I snackbaren blev der solgt øl, og skulle man have noget, skulle man først finde damen med nøglen. Da Walmar fandt ud af, at vi brugte en masse tid på hotellet ved poolen, så trak han Peter til side, og viste ham, hvor nøglen var. Efterfølgende skulle vi bare slå en streg på en seddel, hver gang vi tog en øl.

De fleste af de andre gæster tog til stranden om dagen, så vi havde poolen næsten for os selv. Skønt at slappe af de sidste dage.

Hotel Walmar var også stedet, hvor vi fik RIGTIG kaffe om morgenen. Smil* – den 2. morgen kom han med en hel kande, i stedet for kun et krus

Den sidste aften satte vi os ved Google translate og skrev en besked til Walmar om, hvor glade vi havde været for opholdet. Han blev helt rørt, og vi skulle følge med ham ind. Han forærede Peter en flaske hjemmebrygget “brandy”. Tør ikke gætte på procenten!

Efter morgenmaden insisterede han på at lave madpakker til os til hjemrejsen. Vi prøvede at afslå, men det lykkedes ikke.

De madpakker kom til at gøre langt større glæde, end vi havde regnet med!