Livet er en sjov størrelse, ikke? Det kan gå fra at føles som en perfekt balanceret jonglørforestilling til at ligne et cirkus, hvor alle boldene ligger spredt på gulvet – og jeg snubler over dem én efter én. Sådan har det været, siden demens trådte ind i min hverdag. Balancen? Den er stadig på ferie. Men midt i kaosset er der plads til både grin, frustration og små sejre, og i dette indlæg vil jeg dele nogle af mine oplevelser med dig. For hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at livet ikke behøver at være perfekt for at være værdifuldt.

De enkleste øjeblikke kan gemme den dybeste visdom. Når tankerne falder til ro, opstår klarheden.

At finde balancen i livet er som at prøve at holde fast i et kørende tog, mens man jonglerer med fire, fem eller mange flere opgaver samtidig. Det lyder som en umulig opgave, og ofte føles det sådan. Når man lever med en partner, der har demens, bliver den der perfekte, glidende balance ofte afløst af en jagt på at holde styr på det mest presserende. Hvad var det nu, vi skulle i dag? Fik jeg opdateret hans kalender? Er medicinen blevet taget? Hvor blev den bog af? Og vigtigst af alt: Hvor er mine nøgler? Jeg har opdaget, at det er de små øjeblikke af succes, der holder en oppe. At få en god snak (selv hvis den ene part glemmer, hvad vi talte om for fem minutter siden), at finde den forsvundne bog eller bare tage et øjeblik til at trække vejret og nyde en kop kaffe, selvom verden omkring en er lidt af et kaos.

Balancen er altså ikke noget, jeg har opnået én gang for alle. Det er noget, der kræver daglig opmærksomhed – og masser af humor. Der er dage, hvor det hele føles som om, at alt falder fra hinanden, og så er der de små glimt af lys, hvor jeg kan mærke, at jeg har taget endnu et skridt i den rigtige retning. Jeg har lært, at det ikke er de store, dramatiske øjeblikke, der definerer mig, men derimod de små sejre i hverdagen, som måske ikke altid er så synlige, men som gør, at jeg kan holde hovedet højt.

Det handler ikke om at have kontrol over alt – det ville være umuligt. Det handler om at finde glæde i de øjeblikke, hvor jeg mærker, at jeg stadig har noget at give, og at det er ok at fejle undervejs. Fordi i bund og grund er det de fejl og de skridt, der får os til at vokse, selv når vi tror, vi ikke kan tage ét mere.

Livet er ikke perfekt – Og det behøver det heller ikke at være!

Livet med en partner, der har demens, er ikke en lige vej, men en snoet sti fuld af både uventede forhindringer og små øjeblikke af glæde. Balancen er sjældent noget, der føles stabilt – men måske handler det heller ikke om at finde den perfekte balance. Måske handler det mere om at acceptere, at kaos og kontrol godt kan eksistere side om side, og at det ikke er nederlagene, men vores evne til at rejse os igen, der definerer os.

Så hvad er hemmeligheden bag at finde balancen? Sandheden er, at der ikke er én. Der er mange. Det handler om at give sig selv lov til at fejle og grine af det bagefter. At samle boldene op fra gulvet uden at slå sig selv i hovedet med dem. At huske, at selv når alting føles uoverskueligt, så findes der altid et øjeblik af lys – en god samtale, et grin eller bare en kop kaffe, der ikke er blevet glemt og kold.

Og hvis du står midt i dit eget jonglørnummer og føler, at boldene falder hurtigere, end du kan samle dem op – så husk: Du er ikke alene. Vi er mange, der forsøger at finde fodfæste i hverdagen, og måske er det i virkeligheden netop dét, der holder os oprejst.

Hvordan finder du din balance i livet? Del gerne dine tanker – måske kan vi inspirere hinanden til at holde fast, selv når gulvet føles glat.